Hvis du ikke har det godt, og dine forældre ikke selv kan hjælpe dig - så er det altså kommunen, du bor i, der har ansvaret for at gøre noget. Det fortalte jeg om i afsnit 1. De mennesker fra kommunen, der arbejder med lige præcis det, kaldes for rådgivere. Altså: Nogle der giver råd. Og det er sådan nogle som dem, der sidder lige her og arbejder. Hej med jer! Hej! Deres opgave er at hjælpe børn eller familier, der ikke har det godt. Nogle gange kaldes de også for ”socialrådgivere” og ”sagsbehandlere”. Ofte så får en familie sin egen rådgiver - - og det er din rådgiver, der skal finde ud af, hvordan du har det. Han eller hun snakker med dig, dine forældre og andre voksne, der kender dig - for at finde ud af, om du og din familie har brug for hjælp. Nogle børn bliver nervøse, når de skal til møde med rådgiveren, og hvis du gør det - så skal du vide at det er helt normalt, især når man ikke har prøvet det før. Jeg kan huske første gang, jeg skulle til møde med en rådgiver. Der blev jeg supernervøs, for jeg anede ikke, hvad det gik ud på. Men det handler om, at din rådgiver prøver at finde ud af, hvordan du har det – og om du eller din familie har brug for hjælp. Når du skal mødes med rådgiveren, vil det ofte foregå på din skole, eller et andet sted du kender godt. Det kan også være, mødet bliver holdt i et rum på kommunen. Det kan fx være i et lokale som det her - eller det her! På mødet kan du for eksempel blive spurgt om, hvordan du har det derhjemme og i skolen. Måske bliver du også spurgt, hvad du laver i din fritid, eller om du har nogle gode venner. Det kan godt virke mærkeligt, at din rådgiver spørger om de ting. Jeg kan i hvert fald selv huske, at jeg var helt vildt bange for at sige noget ‘forkert’ - og det føltes bare mærkeligt. Men nu ved jeg, at man ikke kan sige noget forkert, man skal bare fortælle, hvordan man har det. Rådgiveren spørger, fordi han eller hun prøver at finde ud af, hvad der fungerer godt og mindre godt i dit liv. Så din mening er helt vildt vigtig, og derfor skal rådgiveren tale med dig, måske flere gange. Det er altså for at han eller hun kan prøve at finde ud af, hvad der kan hjælpe dig. Første gang, du skal møde rådgiveren, vil du måske være sammen med dine forældre - - men det kan også være, du skal tale med din rådgiver alene. Ellers, så kan du senere snakke med din rådgiver alene, hvis du vil. Uanset om dine forældre er med til mødet eller ej, har du altid lov til at have en anden voksen med, som kan hjælpe dig. Det kalder man for en ”bisidder”. Og nu er så det vist tid til at få “Ord-der-er-gode-at-kende-når-du-skal-tale-med-nogen-fra- kommunen”-Listen frem. Bisidder er et meget gammelt ord, som egentlig kan forstås som en ”med-sidder”. Altså én, der sidder sammen med dig. En bisidder kan hjælpe og støtte dig, så du får spurgt om de ting, du gerne vil, til møderne. Bisidderen kan også hjælpe dig med at få sagt det, du gerne selv vil sige, hvis det er svært for dig. Og så kan bisidderen hjælpe dig med at lytte og huske det, du får at vide. Bisidderen skal være over 15 år, og det er dig, der bestemmer om du vil have en bisidder, og også hvem det skal være. Det kan fx være en fra din familie, din lærer eller en pædagog fra din SFO eller ungdomsklub. Du kan også få en professionel bisidder. Det er en person, der har som arbejde at hjælpe børn og unge, der skal til møde med rådgivere fra deres kommune. Der er flere steder, hvor du gratis kan få en professionel bisidder, fx Børns Vilkår. Du kan ringe på 116 111 eller gå ind på børnetelefonen.dk, hvor du kan se meget mere om det. Og så skal din rådgiver også fortælle dig om, hvordan du får en bisidder. Det er forskelligt, hvor mange gange du skal tale med din rådgiver, og hvor lang tid I skal tale sammen. I kan også tale i telefon sammen, i stedet for at mødes. Eller du kan selv ringe til din rådgiver, hvis du har brug for det. Det kan du også gøre, hvis du har spørgsmål, efter I har talt sammen. Det sker nogle gange, at man på et tidspunkt får en ny rådgiver. Det kan være lidt svært at vænne sig til en ny, men det er altså helt normalt, at de bliver skiftet ud - - og det handler ikke om dig. Det kan være rådgiveren har fået nyt arbejde eller fået et barn - - eller det kan være, der er brug for en person, der ved nogle bestemte ting, som kan være en hjælp for dig. Nogle børn oplever, at deres forældre eller andre voksne omkring dem - - ikke synes, de skal sige noget til rådgiveren, om det der er svært. Det er altså også helt normalt at både børn og voksne måske føler, at rådgiveren bare skal ”blande sig udenom”. Sådan havde jeg det i hvert fald lidt. Men det er vigtigt at huske, at rådgiveren skal tale med dig og din familie for at finde ud af, om alt er ok – - eller om der skal gøres noget, så du, og måske din familie, kan få det bedre. Din rådgiver kan nemlig hjælpe på forskellige måder, men først skal han eller hun finde ud af, hvad det er du eller I har brug for. Du har selvfølgelig ret til at fortælle, hvad du mener, I har brug for – og det skal rådgiveren lytte til. Men i sidste ende er det rådgiveren og de andre i kommunen, der bestemmer. Det kan også være, at du ikke har lyst til at tale med rådgiveren. Og så har du ret til at sige nej. I afsnit 3 kan du høre mere om, hvad der kan være grunden til - - at rådgiveren vælger lige netop at kigge på, hvordan du har det. Vi ses!